Sennheiser HD 579 - Set fra siden

Sennheiser HD 579 – Nu lytter du!


Sennheiser HD 569 - Liggende set fra siden

Pris: 1560 kr.
Produktet udlånt af: Sennheiser

Disclaimer: Jeg lavede en aftale med Sennheiser om, at jeg måtte låne nogle produkter af dem til Hoved-fi.dk møde. Herefter har jeg fået lov, at låne dem efterfølgende til at lave en anmeldelse af dem. Anmeldelsen vil indeholde mine ærlige holdninger om produktet, både gode og dårlige holdninger bliver delt. Efter endt låneperiode skal hovedtelefonen tilbage til Sennheiser.

I dag har jeg fået nogle af Sennheisers nye hovedtelefoner hjem fra deres HD-5 serie, der er en efterfølger af deres ældre HD-500 serie. Lyden lover Sennheiser er af høj kvalitet og bliver leveret af deres specielle transducerteknologi, som er inkl. E.A.R – ”Ergonomic Acoustic Refinement” – der leder audiosignalet direkte ind i ens ører.

”Med Sennheiser HD 579 har du adgang til lyd i topklasse. Det akustisk åbne Over-Ear design spiller sammen med Sennheisers kvalitets-transducere og skaber et detaljeret, velafbalanceret lydbillede, du ikke kan få nok af.”

Et design, der siger ”Det rigtige valg!”

Det er spændende at se, at de har taget udgangspunkt i en af deres gamle serier. Selve designet ligner meget det vi kender fra den ældre HD-500 serie, men lidt har de gjort. Sennheiser HD 579 kommer i en anden farve, end hvad man ellers har set fra Sennheiser, hvor den nu er lys grå. Ikke nok med at plastikken er lys grå, så er hovedbåndet og puderne også lys grå. Som nogle af de andre hovedtelefoner i HD-500 serien har HD 579 på kopperne et sort gitter, der er med til at give dem en åben konstruktion.

Førhen har jeg haft ejet et sæt HD-555, hvor jeg syntes plastikken var yderst ringe. Der har f.eks. været episoder, hvor plastikken er flækket ved hovedbåndet. Med Sennheiser HD 579 er plastikken slet ikke så ringe endda. Her er kvaliteten blevet forbedret, og føles mere solid i hovedbåndet og kopper.

Som i nogle af de andre HD-500 serie hovedtelefoner, så er HD 579 udstyret med aftageligt kabel i venstre kop. Det er sikret med en skrue mekanisme, så stikket ikke tilfældigt bliver revet ud, men bliver holdt fast i koppen. Selve kablet er af fornuftigt sort plast på ydersiden, og kobber ledere inderst inde. Sennheiser har valgt, at kablet ender ud i et 6,3mm jack stik, men har vedlagt en adapter, så man kan bruge 3,5mm udgange. Der kan opstå lidt problemer med et sådanne valg, da stikket ved ens afspiller bliver ca. 10 cm. langt, hvilket hurtigt kan gå hen at ødelægge udgangen. Her havde jeg helst set et 3,5mm jack stik med skruegevind så man kan påsætte en 6,3mm jack adapter.

Sennheiser HD 569 - Stik

”HD 579’s full-size-design giver masser af plads til komfort. Store ørehøjttalere med bløde, udskiftelige ørepuder og en bred, polstret hovedbøjle giver dig mulighed for at omgive dig selv med musik i timevis.”

Plads er der nok af i puderne, både i omkredsen, men også i dybden. Jeg oplever ikke, at jeg skal bruge mere plads i kopperne, selvom jeg har relativt store ører. Samtidigt med masser af plads, er puderne betrukket med velour, hvilket er en god åndbar løsning for ens ører. Indersiden af puderne er af skum, der giver en dejlig komfort. Selve hovedbåndet er betrukket i indfarvet kunstlæder, der ligeledes er polstret med skum på indersiden. Til sammen giver puderne en ganske hæderlig komfort, så man sagtens kan bruge HD 579 i langtid af gangen.

Sennheiser HD 579 - Liggende på siden

Specifikationer

Color – Silver

Impedance – 50Ω

Frequency response – 15 – 28,000 Hz

Sound pressure level (SPL) – 106dBSPL (1kHz/1Vrms)

THD, total harmonic distortion – <0.2% (1kHz, 100dBSPL)

Vi tager en lytter

Sennheiser ligger højt på min liste af gode hovedtelefons producenter, og det er der en god grund til. De kan gøre noget ved lyd, som jeg ofte fanger mig selv i at lide. Mit kendskab til HD-500 serien er ikke særlig stort, men har derimod haft deres HD 600 til test, som er en hovedtelefon jeg igen overvejer at erhverve. Så selvom HD 579 ligger i den billigere end HD 600, så var mine forventninger stadig store, det er trossalt ét Sennheiser produkt.

Testudstyr

Afspiller: PC m. Tidal Hifi

Forstærker: Objective 2 (O2)

DAC: ODAC

Sammenlignings hovedtelefoner: Sennheiser HD 800(S), Sennheiser HD 600

Som noget af det første jeg lagde mærke til ved første lyt var, at den var noget mere neutral, end hvad jeg først havde forventet. Bassen var stram, mellemtonen ren og ikke mindst en diskant der fremtræder detaljeret. Altså en hovedtelefon, hvor øvre og nedre frekvensområde ikke dominerer i lydbilledet, men bliver præsenteret i samme niveau som mellemtonen.
I forhold til Sennheisers større modeller, HD 600 og HD 800, som er to gode neutrale hovedtelefoner, så er HD 579 en smule mere afdæmpet i sin fremtræden. Der er ikke samme intimitet, som jeg oplever med de andre modeller. Det hele hænger stadig godt sammen, og giver et pænt billede af Sennheisers tanker bag HD 579.

I det sidste stykke tid har jeg haft HD 800 og HD 800S på hovedet, hvorfor HD 579 bliver lidt nemmere at vænne sig til. For hvad angår bas, så har den lidt af de samme træk fra HD 800(S), der præsenterer bassen stramt, men med et fint let punch. Bassen i HD 579 har dog en smule mere tyngde, hvorfor den ikke får helt samme stramme præsentation som HD 800. Der er stadig en dejlig lethed over den alligevel, da bassen ikke går nær så dybt. Den her dyb-bas er ikke at finde på samme måde, da det meste foregår længere oppe i frekvensområdet. Det giver en fin balance til lydbilledet, den måde bassen er justeret.

Agnes Obel: Philharmonics blev sat på, og ud kom en dejlig gengivelse af hendes vokal. Det er uden tvivl en fornuftig formidling HD 579 præsterer, hvor den neutrale tuning harmonerer pænt med vokaler. Alt vokal står pænt sammensat med en fin præsentation af hvert enkelt ord, hvorfor man ikke går glip af noget som helst. Det gælder også instrumenterne, der også gør et glimrende arbejde. Instrumenter står fint i lydbilledet, og formår at give lytteren en god rumfornemmelse. Der mangler lidt i øverste del af mellemtonen, hvilket giver en smule komprimeret fornemmelse. Jeg vil derimod kalde det en bagatel, da den ellers gør et glimrende arbejde.

Bredde er der også, som er med til at give lydbilledets størrelse en fin mængde plads at boltre sig i. Jeg vil nok ikke kalde den utrolig bred, men fornemmelsen af to enheder klods op af hovedet er det i hvert fald ikke. De kommer lidt længere ud, hvorfor musik med flere instrumenter og detaljer er noget mere tilfornøjelig at lytte til. Det er selvfølgeligt også den åbne konstruktion der er behjælpelig.

I den lyse ende finder man en diskant, jeg finder en smule afdæmpet. Der er ikke samme højde, som ved HD800(S), og endda lidt mindre end HD 600. Derimod er den præsenteret med en masse selvtillid. Diskanten kan sagtens høres, og formår faktisk at formidle en fin mængde detaljer til lytteren. Der mangler dog noget detaljering øverst i diskanten, men efter min mening en fin beslutning, da den derfor ikke skræmmer diskant-forskrækkede lyttere væk. Der er ikke skingre eller spidse udfoldelser, hvilket gør dem behagelige at bruge i længere tid, da ens ører ikke lider overlast.

Sennheiser HD 579 - På stander

Konklusion af Sennheiser HD 579

Efter at have brugt Sennheiser HD 579 i et godt stykke tid og selvom mine forventning til at starte med var noget anderledes end hvad jeg mødte, så har de overrasket positivt. Den neutrale lyd var mig en stor glæde, da dens signatur passede til et utal af mine yndlingsnumre. Med dets pæne balanceret lydbillede kan man ikke andet end at være tilfreds. Bassen har en fin tyngde, der formår at være let og stram. Mellemtonen formår at formidle vokaler med en fin detaljering og en fin sammensætning af alle ord. Diskanten forstår at formidle de lyse toner på bedst mulige måde, så der opstår en fin balance mellem bas og mellemtone.
Så alt i alt gør Sennheiser HD 579 det rigtigt godt, og ser man på prisskiltet på 1560 kr., så gør de det rigtig godt. De formår at præsentere en lyd, som jeg selv er ret tilfreds med, og absolut vil passe til manges musiksmag. Der er altså tale om en placering i folkemængden, hvor de fleste kan hoppe med på vognen, hvis man har et ønske om, at høre god lyd for billige penge.


74

Bas

7/10

    Mellemtone

    8/10

      Diskant

      7/10

        Soundstage

        8/10

          Pris/ydelse

          8/10

            Plusser

            • Dejlig lethed i bassen, men samtidigt med fin tyngde
            • Utrolig dejlig formidling af mellemtonen
            • Fin diskant uden skingre toner
            • Rigtig fin ydelse i forhold til pris

            Minusser

            • Diskanten kan forekomme en smule afdæmpet

            Skriv en kommentar