MEZE 99 Neo

MEZE 99 Neo


Produktet udlånt af: MEZE Audio
Pris: 1589 kr. 

Disclaimer: Da jeg efterhåndende har anmeldt det meste fra MEZE Audio, har de nu valgt, at sende mig deres MEZE 99 NEO. Det er en hovedtelefon, som jeg får lov til at beholde efter, at have skrevet anmeldelsen.

I denne omgang har jeg fået endnu et spændende produkt hjem fra MEZE Audio, hvor det denne gang er et produkt, som jeg næsten allerede har stiftet bekendtskab med. Produktet går under navnet MEZE 99 NEO, der er en billigere version af deres yderst imponerende 99 Classics. Mange af de samme kvaliteter fra tidligere model er kommet med over til 99 Neo, hvor bl.a. designet er noget nær identisk.

Mit møde med 99 Classics har været en ren succes, og har efterfølgende været en af de hovedtelefoner, som jeg har brugt allermest. Både fordi signaturen passer min musik ganske fornuftigt, men samtidigt sidder de ganske fornuftigt på hovedet.

Tvilling?

Der er ingen tvivl om, at 99 NEO er tæt beslægtet med 99 Classic, da de begge deler samme design. De har dog sine særligheder hver i sær, hvor her er den største kopperne. Den nye 99 NEO er ikke med de velkendte trækopper, som man så på 99 Classics, men er lavet af ABS plast i et mat sort look.

For mit vedkommende er det en sand fornøjelse at se. Sorte kopper klæder virkeligt 99 Neo, og med den sorte stålbøjle får hovedtelefonen et mere råt, men stadig yndigt look. Lige bortset fra ændringen af koppernes materiale, så er de to hovedtelefoner identisk af udseende.

Hvor det sæt 99 Classics jeg fik hjem til anmeldelse var med de mindre puder, så er 99 Neo nu med de større puder, altså de samme som jeg fik tilsendt efterfølgende til mine 99 Classics. Det et uden tvivl det rigtige valg, som MEZE Audio har gjort, for det gør ufatteligt meget for komforten, hvis man har lidt større ører.

Det tilbehør der var med til 99 Classics er det samme man får med til 99 Neo. Der er altså to sæt kabler, et kabel på 3m, samt et kabel på 1.2m med mikrofon. Udover kablet er der også en 3.5mm til 6.3mm adapter, samt en flyadapter. En mindre detalje vedrørende kablet, så er det ikke et decideret ‘NEO’ kabel, men samme kabel fra tidligere model, hvor der står ‘Classics’ på y-splitteren.

Er der forskel?

Det korte svar er ja, der er forskel i lyden ved de to hovedtelefoner. De leverer begge MEZE Audio’s behagelige signatur, der passer ganske glimrende til de flestes behov, da den er meget nem at forholde sig til. For nok får man ikke samme detaljegrad, som f.eks. et sæt Beyerdynamic T70, men kvaliteten er rimelig og meget nem at lytte til.

Testudstyr

Afspiller: Aune M2 med FLAC-filer

Forstærker: Aune B1

DAC: Aune M2

Sammenlignings hovedtelefoner: Meze 99 Classics, Beyerdynamic T70

Lyden i 99 NEO minder på mange måder om den dyrere 99 Classic, men den differentierer sig stadig en smule. Lytter man til de højere toner, vil man stadig fornemme den her tilbagetrukket diskant. Her synes jeg, at 99 Classic er mere åben i sin karakter, hvor 99 Neo er en smule mere lukket, og derfor ikke lige så klar. Der er mere luft rundt om de små ’kling’ og ’ping’ i 99 Classics, hvor 99 Neo smelter noget mere sammen. Dette er dog ikke ensbetydende med, at den billigere hovedtelefon lyder dårligere, for det gør den absolut ikke. For diskanten passer yderst fint med resten af frekvensen.

Hvor de to hovedtelefoner minder mest om hinanden er i mellemtonen, hvor de begge præsenteres noget mere fremtræden end resten af lydspektret. Forskel er der stadig for ligesom med diskanten, så er 99 Classics dét mere åben. Her fremstår 99 Neo dog med lidt mere dynamik i lyden, men det er også de forskelle der er, for ellers lyder de ganske ens. Man får en masse dejlige vokaler samt instrumenter, som harmonerer fint med hinanden. Der er også stadig en pæn klarhed, som gør oplevelsen intens og behagelig at lytte til.

Der hvor 99 NEO bliver rigtig sjov er i de nedre frekvenser, da her er der en tydeligere forskel i forhold til 99 Classics. Bassen har lidt mere kant, hvilket giver et lidt hårdere ’umf’, hvor i mod 99 Classics er noget blødere, men bredere i lyden. Det hårdere ’umf’ gør dem noget sjovere at lytte til, og passer noget bedre til det dersens ny-moderne musik. Ser man på resten af lydspektret, så klæder det hårdere ’umf’ resten ganske fortrinligt. For mellemtonen bevæger sig forrest i lydbilledet, hvor stærkt efterfulgt kommer bassen, hvilket giver en livlig lytteseance.

Konklusion af Meze 99 Neo

Efter at have skiftet lidt imellem 99 Neo og 99 Classics står jeg tilbage med et smil på læben. For jeg synes, at 99 Classics er en ganske fornuftig hovedtelefon, som både tilbyder god lydkvalitet og samtidigt til en god pris. Det samme gælder for 99 Neo, der overraskende nok koster mindre.
Selvom 99 Neo og 99 Classics nærmest er identisk, lige bortset fra plast kopper i stedet for træ, så er der stadig forskel i hvordan de lyder. Deres ældre model lyder en anelse bredere, og ikke lige så ’in-your-face’, som jeg synes 99 Neo er. Begge hovedtelefoner synes jeg godt om, men 99 Neo ser jeg som værende lidt sjovere at lytte til. Her er det primært bassen, som jeg synes bedst om, og hvor jeg hører den største forskel. For nok er der forskel i de højere frekvenser, men ikke nær så stor som bas-frekvensen. Dét hårdere ’umf’ gør dem bare det mere finurlige at lytte til. Så nu kommer jeg til det store dilemma – ’Vil jeg skifte mine 99 Classics ud?’ – Hvilket jeg nok må svare ja til, for jeg synes, at 99 Neo gør et glimrende stykke arbejde.


8.5

Bas

10/10

Mellemtone

9/10

Diskant

8/10

Soundstage

8/10

Pris/ydelse

10/10

Plusser

  • Fornuftigt lydbillede
  • Lækker sprød bas
  • God sammenhæng i lydbilledet

Minusser

  • Bøjlen er en smule mikrofonisk

Skriv en kommentar