Beyerdynamic T70

Beyerdynamic T70


Pris: (T70) 2892 kr. (T70p) 2696 kr.
Udlånt af: Produktet ejes af anmelder

Disclaimer: Denne hovedtelefon har været en del af mit eget personlige setup i længere tid, hvor først nu bliver der skrevet en anmeldelse om dem. De har været min ’go-to’ hovedtelefon det sidste års tid, hvorfor jeg kender dem ganske godt. Jeg vil komme med mine egne holdninger til hovedtelefonen, på både godt og ondt.

Beyerdynamic T70 er efterhånden en ældre hovedtelefon, som kom på markedet i 2010. Det er derimod en hovedtelefon, som jeg holder utroligt meget af, og blev efterhånden brugt mere end mine DT770 og DT990 til sammen. Nu skriver jeg anmeldelser, og synes derfor, at de burde få en plads på Headfoner.

Hovedtelefonen gør brug af Beyerdynamic’s Tesla-Technology, som gør brug af en meget kraftig magnet til, at give en ren gengivelse med en lav grad af harmonisk forvrængning.  Så det bliver spændende at høre, hvad T70’erne kan præstere. Beyerdynamic har det med, at lave utroligt dejlige hovedtelefoner, hvor heriblandt kan DT770/880/990 nævnes, som har været til stor glæde for mange lyttere.

Versionen jeg har til test er som skrevet før T70, men Beyerdynamic har også lavet en transportabel version af selvsamme hovedtelefon. Den går under navnet Beyerdynamic T70p, der skulle være samme hovedtelefon, men med 32ohm i stedet for de 250ohm på T70’eren.

“With the T 70 and T 70 p models the unique Tesla technology steps into the world of premium headphones. The fully metal sound transducers with powerful neodymium annular magnet ensure maximum performance and high fidelity.”

Design – Made in Germany

Den første hovedtelefon jeg stiftede bekendtskab med fra Beyerdynamic var deres DT770. Hovedtelefonen var lavet med fjederståls hovedbånd med læder, hårde plastkopper og velour puder. Det var uden tvivl en hovedtelefon, som strålede af selvsikkerhed, for den kunne i hvert fald ikke gå i stykker. Alt føltes solidt og kun af gode materialer. Hvad angår Beyerdynamic T70, så ses også her gode materialer. Det er bestemt ikke en spøg, at der står ’Made in Germany’ på hovedtelefonen.

Holder jeg mine DT990 og T70 op mod hinanden, så synes jeg ikke, at T70’erne føles lige så solide som DT990. Det er ikke fordi, at T70’erne er dårlige på nogen måde, men man kan fornemme, at kopperne ikke sidder lige så solidt fast til selve hovedbåndet. Det er måske også det eneste jeg kan sætte en finger på, for resten er yderst tilfredsstillende. Det er stadig samme gode ramme til hovedbåndet, som der ses fra DT990, men i stedet for læder, så er der på T70 blevet brugt mikrofiber velour. Samme materiale fra hovedbåndet ses også på puderne, hvor indersiden er noget gel.

Selve komforten fejler på ingen måde noget, da de sidder utroligt godt på hovedet. Puderne er ikke helt så dybe, som man skulle tro, for ens ører kan godt røre det stykke filt der er foran enheden. Det har dog ingen effekt af komforten for ørerne, da puderne gør det ufatteligt godt. Hovedbåndet er også af mikrofiber velour, og giver en god komfort på øverste del af hovedet. Vægten af hovedtelefonen er på 330 gram uden kablet, hvilket er med til, at gøre dem behagelig at have på i længere tid.

Specifikationer

Da T70’eren også findes i en transportabel version T70p er denne også inkluderet i specifikationerne.

Transducer type – Dynamic

Operating principle Closed

Frequency response – 5 Hz – 40,000 Hz

Impedance – 250 Ω (T 70) / 32Ω (T 70 p)

Power handling capacity – 200 mW

Weight without cable – 330 g

Cable –  3 m (T 70) / 1.2 m (T 70 p) / single-sided

Connector –  Gold vaporised mini stereo jack plug (3.5 mm) & 1/4″ adaptor (6.35 mm)

Accessories – Carrying case (T 70 / T 70 p) inflight adaptor (T 70 p)

Nu skal der lyttes til Tesla Technology

Som jeg nævnte i starten af denne anmeldelse, så har Beyerdynamic T70 været min ’go-to’ hovedtelefon det sidste års tid, for hold nu op de kan spille. Nu ligger landet bare således, at hovedtelefonen enten er en du kan lide, eller ej. For den falder ikke i alles smag, så ved køb af denne hovedtelefon kræver det en lytter. Jeg selv synes, at den falder godt ind i min smag, men jeg har også en forkærlighed for lyse hovedtelefoner. Det er en hovedtelefon, hvor diskanten godt kan skræmme brugeren, da den er lys og høj. Bliver man derimod venner med den lyse ende, så byder T70 på masser lækker lyd.

Testudstyr

Afspiller: Foobar2000 med FLAC-filer

Forstærker: Objective 2 (O2)

DAC: ODAC

Sammenlignings hovedtelefoner: Sennheiser HD 600, Sennheiser HD 800, Beyerdynamic DT990

Hvad der gør denne hovedtelefon spændende er, at dens diskant er yderst delikat. Det er en diskant, som går højt til vejrs, og lader intet til tilfældighederne. Der er en mængde luft i diskanten, som virkeligt formår at give en fantastisk separering. Den er godt nok ikke på højde med Sennheiser HD 800, men T70 er godt på vej. Der bliver gået analytisk til værks, da detaljegraden i diskanten er, hvad der får dem til at skinne igennem. Det er samtidigt også noget af det, som kan skræmme folk, da de godt kan virke for skingrer. Ikke nok med, at de går højt til vejrs, er de skarpe i kanterne og kan derfor godt være ubehagelige at benytte, hvis man er diskant-skræmt på forhånd. For mig handlede det om tilvænning, hvor efter blev de helt fantastiske at lytte til.

Det er absolut i de høje frekvenser, hvor T70 kan synge smukt, men det kan mellemtonen også. Hvor diskanten slap tager mellemtonen over, og byder på en dejlig gengivelse af sin yndlings kunster. Man får en behagelig fremtræden vokal, hvor instrumenter følger trop. Det er en naturtro vokal de byder på, som giver kunstneren den helt rette klang uden at farve. Man får den svunget direkte i hovedet, hvilket giver en dejlig intim stemning, som får én til at leve sig ind i nummeret. Hvad instrumenterne byder på er en dejlig luftig klang, som giver en separation der gør lytte rummet endnu større, end det rent faktisk er.

Lydbilledet anser jeg som værende relativt stort taget i betragtning af, at det er en lukket hovedtelefon. Man sidder ikke med følelsen af, at der sidder et sæt enheder klods op af øregangene. Det er ikke en ligeså bred lyd, som f.eks. et sæt Sennheiser HD 600 eller HD 800, men det er også åbne hovedtelefoner. Beyerdynamic T70 træder et par skridt ud til hver side, hvis ikke længere, og giver en et dejligt rummeligt lytte rum, som man kan leve sig ind i. Så selvom de førnævnte puder, ikke lavede en stor afstand mellem øre og enhed, så kan den det slet ikke bemærkes.

Hvad bassen tilbyder er nok det, som får en del til at fravælge hovedtelefonen. For kan man godt lide bas, som giver et godt ’umfh’, så er Beyerdynamic T70 nok ikke noget for en. Bassen er præsenteret lidt anderledes, end f.eks. mine DT990, hvorfor jeg også selv lige skulle vænne mig til det. Der er en lethed over bassen, hvor man i starten står med tanken, at de leverer da overhovedet ikke bas, men det gør de. Den kommer kun frem når der er behov for den, og trækker sig derefter hurtigt tilbage, altså et hurtigt lille ’uf’. Det er primært i den nedre del af bassen, altså sub-bas, hvor der kommer brum fra sig, hvor midt-bassen bliver lidt for fraværende. Derfor kan de godt virke en smule kolde, da der mangler lidt krop og sjæl til bassen.

Konklusion af Beyerdynamic T70

Som jeg har nævnt mange gange igennem min anmeldelse, så har det været min ’go-to’ hovedtelefon det sidste års tid. Om det er min underlige musiksmag, eller min interesse for kliniske hovedtelefoner skal jeg ikke kunne sige, men gode det synes jeg de er. Nu lytter jeg til relativt mange forskellige hovedtelefoner, og der har umiddelbart kun været én hovedtelefon, der kunne feje dem af banen, Sennheiser HD 800. I skrivende stund er der også et relativt stort spring i prisen, hvorfor jeg synes T70 gør det ekstra godt. Det bedste ved T70’erne er deres diskant, som jeg synes rigtig godt om. Samtidigt med at mellemtonen kommer pænt frem i lydbilledet, så komplimenterer de to hinanden rigtig pænt. Derimod kunne jeg godt savne en smule mere bas, men det afhænger meget af den musik jeg smider på. For er det musik med en flot vokal, så er de en fornøjelse at lytte til, hvor bassen ikke spiller en lige så stor rolle. Så alt i alt er jeg rigtig tilfreds med det produkt, som Beyerdynamic har formået at kreere. Det lader til, at deres Tesla teknologi har givet pote, hvorfor det bliver interessant at lytte til nogle af de andre Tesla hovedtelefoner fra dem.


Beyerdynamic T70

Beyerdynamic T70
8.2

Bas

6.5 /10

Mellemtone

8.5 /10

Diskant

9.0 /10

Soundstage

8.5 /10

Pris/ydelse

8.5 /10

Plusser

  • Yderst delikat diskant
  • Mellemtonen kommer pænt frem i lydbilledet
  • Af en lukket hovedtelefon har de et meget bredt soundstage
  • Rigtig god ydelse for pengene

Minusser

  • Er man til dyb og 'umfh' bas er dette nok ikke en hovedtelefon for en

Skriv en kommentar